Ikast-Brande Kommune har 5.000 arbejdspladser inden for vindmølleindustrien og vil ifølge eget udsagn være en foregangskommune for vindstrøm. Fantastisk, synes jeg, for den globale opvarmning kører for fuldt blus, og vi må alle tage en tørn i at løse det problem. Ikast-Brande Kommune er dog ved at lægge gift for sin egen noble intension om at bidrage til den globale nedkøling.
Kommunen insisterer på at placere 150 m høje kæmpevindmøller kun 1.200 meter fra skole, børnehave, dagpleje, kirke og almindelig beboelse i landsbyen Isenvad, 5 km syd for Ikast. Møllerne skal rejses på en mark, hvor der i forvejen står 75 m høje møller, som er ca. halvvejs i deres livscyklus. Kommunens plan om at demontere disse møller, der er langt fra udtjente, og i stedet rejse dobbelt så høje møller har udløst et ramaskrig blandt landsbyboerne, som kommunen imidlertid har valgt at sidde overhørig.
Som bekendt går de fleste mennesker ind for vindmøller, så længe de ikke står i deres egen baghave. Dette er ikke udtryk for hykleri, men for folkevisdom. Der pågår lige nu nationalt og internationalt et væld af undersøgelser, der rejser tvivl om, hvorvidt de nuværende regler på området er sikre nok. Bl.a. er Kræftens Bekæmpelse i færd med en større undersøgelse af de voldsomme maskiners påvirkning af helbredet.
Af samme grund har flere kommuner valgt at stille deres vindmølleprojekter i bero, til resultatet af undersøgelsen foreligger. Men Ikast-Brande kører på bl.a. med henvisning til, at regeringen anbefaler, at vindmølleplaner ikke sættes i bero på grund af undersøgelsen.
Jeg opfordrer hermed regeringen til øjeblikkeligt at trække denne uansvarlige anbefaling tilbage. I et demokrati kan regeringen ikke spille hasard med befolkningens helbred. Er der begrundet mistanke om en risiko, er det i strid med borgernes retssikkerhed at gennemtvinge en beslutning, før forholdene er undersøgt til bunds, og mistanken kan be- eller afkræftes.
Snart nye regler
Efter at have sat mig ind i de moderne, store møllers påvirkning af psyke og krop igennem bl.a. lufttryksvingninger, blinkende skyggekast og hørbar og lavfrekvent støj er jeg ikke i tvivl om, at der inden for få år vil komme nye regler for, hvor tæt på mennesker kæmpemøllerne må stå. Til den tid vil vi se på de nuværende regler, som vi i dag ser på vores adfærd med rygning, da vi sad inden døre og pustede røg i hovedet på vores børn. Vi vil være nødt til at pille møller, der står 1.200 m fra landsby og skole, ned på samme måde, som vi har været nødt til at pille asbestlofter ned.
Ikast-Brande vil gerne være foregangskommune inden for vindstrøm. Dette er prisværdigt. Der er bare det problem, at Ikast-Brande Kommune lige nu er ved at vise alle andre kommuner, hvordan det netop ikke skal gøres. Landsbyboerne og byrådet ligger i åben krig, og Isenvads indbyggere har afleveret et høringssvar til kommunen i form af et klargjort sagsanlæg fra en advokat.
Sådanne amerikanske tilstande, hvor problemer kun kan løses i en retssal, er ikke vejen frem til mindre CO2 og global nedkøling. I et demokrati kan man ikke tvinge befolkningen, hvis den føler sig truet på helbredet. Så mens vindenergien er bæredygtig i Isenvad-mølleprojekt, så er etikken det ikke, og man kan ikke være et lysende eksempel – en foregangskommune – på noget uden at have etikken med.
Af Rolf Heitmann, handicaphjælper, musiker, ph.d. Bygade 15, Isenvad, Ikast.
Bragt i JyllandsPosten den 30. marts 2016
