I årevis har vindbranchen udvalgt og tilrettet tal til reklameformål og fravalgt ulemperne. Hvor længe er det nødvendigt at vildlede i energiforhold? Selv branchefolk kan ikke finde ud af deres egne tal og argumenter.
Min broder Henrik K. Krogsgaard skrev i JP 5/4, at ifølge Dong er Danmarks elforbrug produceret med 51 pct. fra kul og brunkul, atomkraft 23 pct., naturgas 13 pct., vind, vand, sol 8 pct., affald, biomasse, biogas 4 pct.
Tallene stammer fra hans årsopgørelse fra Dong. Den indeholder ”Eldeklaration for Danmark 2014”, som specificerer Danmarks elforbrug efter produktionsmetode uanset produktionsland. Energinet – en stor organisation under Energi-, Forsynings-og Klimaministeriet – er ansvarlig for eldeklarationen samt pålidelig forbrugerinformation.
9/4 skrev pressechef i Energinet, Jesper Nørskov Rasmussen, at HKK har brugt en statistik, som intet siger om, hvad der reelt kommer ud af vore stikkontakter. Naturligvis brugte han den – den er årsopgørelsens eneste statistik.
Pressechefen forklarer: »I deklarationen er den grønne strøm populært sagt trukket fra, fordi Danmark producerer meget grøn strøm og dermed sælger mange grønne certifikater til forbrugere i andre lande«.
Pressechefen skriver, at vi sælger certifikaterne til andre landes forbrugere, fordi de vil sikre sig grøn strøm i elnettet svarende til deres forbrug.
Det vil de vel, men de får den ikke. Energinet.dk skriver ligeud: »Ejeren af certifikatet får ikke den grønne strøm, men sikrer sig, at han alene kan kalde sig ejermand af den grønne strøm«. Helt alene.
Certifikaterne påvirker ikke vindkraftproduktionens størrelse. Den afgøres udelukkende af subsidier og fortrinsstilling. Dong forkynder vedvarende, at grøn energi skal være billigere end sort, men er selv afhængig af enorme statssubsidier i en lang fremtid.
Forklares dårligt
Pressechefen skriver, at Energinets miljødeklaration viser, hvad der ”reelt” kom ud af vore stikkontakter, idet »vind udgjorde 40 pct. af vores elforbrug i 2015, kul og brunkul stod bag 19 pct., vandkraft 16 pct., biobrændsler 9 pct., naturgas 6 pct., affald 4 pct., atomkraft 4 pct. og sol 2 pct.«.
Pressechefen tilføjer, at 91 pct. af den danske vindkraft bruges herhjemme. Her er frit valg på hylderne. Til glæde for vindkrafttilhængere bruger vi selv næsten al dansk vindkraft. Til glæde for vindkraftskeptikere kommer 8 pct. fra vind, vand og sol.
Hvis det er letforståeligt for eksperter, forklares det dårligt for os andre. Et af problemerne er, at vindbranchen ikke forstår forskellen mellem produktion og forbrug, og at der savnes lovkrav om dokumentation i energiforhold.
Dongs og andre elforsyningsselskabers deklarationer siger, at elproduktion fra vedvarende energikilder ikke medfører CO2-emission, og at produktion fra vind, vand og sol er helt emissionsfri. Det er usandt. Havvindmøller forårsager store CO2-mængder fra f.eks. produktion, transport, opstilling, vedligeholdelse, nedtagning og destruktion, og transmissionstabet øger belastningen pr. anvendelig kWh. Hertil kommer overflødig vindkraft, som købes af forbrugerne til skyhøje priser og eksporteres til lavpris.
Pressechefen glæder sig over, at vi selv bruger 91 pct. af vindkraften, fordi vi importerer vindkraft, når det blæser i andre lande. Desværre har vi sjældent vindstille, når nabolandene har blæst – og omvendt. Når man selv beslutter, om elimport kommer fra vind eller kul, kan man komme over 100 pct., men det ville virke mistænkeligt.
Handel med CO2-kvoter og grønne certifikater indbyder til misbrug. Det danske CO2-kvoteregister stod vidåbent for momssvindel for utallige milliarder. Den reelle nytteværdi er yderst tvivlsom.
Branchens besvær med at forklare, undrer dog ikke. Det er altid svært at forskønne en dårlig sag. Alle ministerier burde sikre troværdig, relevant og forståelig information.
Af Ole Krogsgaard direktør Gentofte
Bragt i JyllandsPosten den 15. april 2016
