Artikel: Af Peter Skeel Hjorth, journalist og forfatter
Danske medier kaster sig gerne over politiske magtmisbrugere og fremstående borgere, som snyder samfundet. De vogter over den offentlige moral og etik ved at fortælle sandheden, hvor ubehagelig den end kan være, siges det.
Kan det overhovedet tænkes, at danske medier viger tilbage fra at fortælle historier, som det er vigtigt for deres publikum at kende, fordi de presses til det eller blot vil være politisk korrekte. Og dermed bryder journalistikkens grundregel om at forholde sig kritisk til magthavere af alle slags.
Lad os som tankeeksperiment forestille os følgende:
En professor har opfundet en lydmåler, der for første gang kan måle brummende lyde inde i huse. Disse dybe lyde kaldes lavfrekvent støj og kommer fra for eksempel ventilationsanlæg, men også fra andre støjkilder som store vindmøller. De er stærkt generende for folk. Der er naboer, som ligefrem flygter fra deres hjem, fordi de ikke kan udholde den støj, der er udsat for døgnet rundt.
Lydmåleren viser sig hurtigt at fungere med præcise måleresultater også af dybe lyde fra vindmøller. Medierne viser ringe interesse, selvom opfindelsen er revolutionerende. Man trykker på en knap for at starte måleren og på en anden for at slukke den. Data sendes til analyse af uafhængige eksperter på et universitet.
En journalist på TV 2 har med interesse fulgt projektet. Et yngre ægtepar med et barn er flygtet fra deres hus på grund af støj fra vindmøller og bor i en campingvogn. Lydmåleren har påvist, at der er generende lavfrekvent støj i deres hus et godt stykke over støjgrænsen. Det er en god historie, som det hedder i journalisters jargon.
Vi fortsætter tankelegen:
Journalisten har sat sig godt ind i problemerne og ved, at han står med en vigtig historie. Han får sin redaktion med sig, og der bliver gjort klar til at fortælle den på alle platforme – først som topnyhed på TV 2 News og dernæst lagt på tekst-tv, fulgt op dagen igennem med reportager fra besøg i ægteparrets forladte hus med lydmåleren og på Christiansborg for at konfrontere politikerne med problemerne. Et flot oplæg.
Her skal det lige indskydes, at politikerne og deres embedsmænd ikke mener, at de brummende lyde er et problem. Støjgrænsen på 20 decibel giver tilstrækkelig beskyttelse. Og vindmøllebranchen fortæller hele tiden, at samværet mellem vindmøller og naboer er helt uproblematisk. Lydmåleren viser noget andet.
Alt er gjort klar. Alle aftaler er på plads. Lad os sige, at datoen er den 17. december 2014. Journalisten har naturligvis også kontaktet nøglepersoner i vindmøllebranchen, som det er god presseskik. Hele branchen er nu klar over, at der findes en lydmåler, som kan måle de generende brummelyde inde i huse. Det kan blive et alvorligt problem for vindmølleindustrien, som gerne vil opstille vindmøller overalt i landet.
Lad os lege med tanken om, at en af disse nøglepersoner tager kontakt med den tidligere koncerndirektør for energigiganten DONG. Han blev for et par år siden fyret, fordi han ville satse store penge på havvindmøller. Og han er tilfældigvis gift med TV2s administrerende direktør.
Om aftenen ved alle medarbejdere, hvad de skal gøre næste dag. Men pludselig vil redaktionsledelsen alligevel ikke være med. Og tidlig morgen meddeler journalisten alle, han har lavet aftaler med, at projektet er aflyst. I stedet bliver han sat til at dække en historie om udsætning af elge i Lille Vildmose om halvandet år.
At den slags sker i autoritære stater som Rusland, ved alle og enhver.
Kan det overhovedet tænkes, at det kunne ske i et demokratisk land som Danmark med frie og uafhængige medier. Eksemplet er naturligvis fri fantasi. Eller er det nu også det?
