Det er vindstille, solens stråler får duggen til at lægge sig som en sølvglinsende tåge over mose og eng. Hjejlernes spæde fløjt fylder luften, og pløjemarken bliver ganske levende, da fugle i hundredvis lander på den sorte muld. Et par ravne skriger, mens de flyver forbi.Tranernes trompeteren høres fra området ved mosen. På denne årstid kan jeg høre kronhjortene brøle i Påbøl Plantage.
Idyllisk er her, men… denne smukke morgen ødelægges af en vedvarende støj fra seks 150 meter høje vindmøller.
Altid denne forstyrrende støj. Værst, når der er vindstille ved jorden, og møllerne alligevel kører, for kun sjældent er det vindstille i de højder. Selv de få dage om året, vingerne står helt stille, høres en let summende lyd fra en motor i møllens top. De seks møller er placeret på nabogårdens jord, og den nærmeste står godt 600 meter fra min kærestes ejendom. Aldrig skal vi igen opleve den stilhed, området tidligere gav os.
Tænk positivt.
1. Renovering af Urup Forsamlingshus for cirka to millioner kroner, der indirekte stammer fra disse møller
2. Jamen, jeg kan ikke finde mere godt at sige om disse støjende tingester.
Jeg forsøger at tænke positivt; forsøger at snyde min hjerne ved at undlade at kigge på møllerne og bilde mig selv ind, at lyden kommer fra havet. Lyden af Vesterhavet, som jeg kunne høre i mit barndomshjem, når efterårsstormen havde lagt sig, og havet endnu var i oprør. Jeg forsøger virkelig at fremkalde positive følelser, men nej. Det lykkes ikke.
Så længe vi lever her, slipper vi aldrig for denne vedvarende støj, der ikke burde være der. De store møller hører til langt ude på havet. Så kæmp for det – inden det er for sent, og flere store møller placeres på landjorden.
Ruth Højmark,Urup Kirkevej 20, Grindsted
Bragt i JydskeVestkysten den 29/9 2015
