Debatindlæg, bragt i Jyllands-Posten, af Torben Ernst Nielsen.
Med stor undren læser jeg i Jyllandsposten den 18. juni, at Vestas vil føre en aggressiv kampagne mod de mennesker, der ikke mener, at de store møller er en Guds gave til menneskeheden.
Modstanderne betegnes som professionelle aktører med stærke resurser, der er i stand til at påvirke både borgere og politikere. Kampagnen retter sig primært imod vindmøllemodstandere i Australien, men formodes også at have brod mod vindmøllemodstanderne i Danmark, eftersom den er bragt i danske dagblade.
Og her falder betegnelsen ”professionelle aktører med stærke resurser” virkelig i øjnene. Der er i Danmark 190 grupper rundt om i landet, der er samlet under ”Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller”. Så jo, de 190 grupper er organiserede, men hvis disse grupper havde magt som agt, ville der p.t. være omkring 190 retssager mod opførelsen af kæmpevindmøllerne i de respektive nærområder. Der er ikke mange – endsige nogen – af disse grupper, der geografisk ofte er placeret i ”Udkantsdanmark”, hvor lønningerne for det meste er beskedne og uddannelsesniveauet heller ikke hører til de højeste i landet, der har økonomisk pondus til at føre en retssag imod, hvad man opfatter som et sandt overgreb. Der er tale om helt almindelige mennesker, der ikke har lyst til at leve op ad Vestas eller andre firmaers enorme kæmpemøller. Det virker underligt, at Vestas bebrejder møllemodstanderne, at de organiserer sig.
At Vestas nu indrømmer, at koncernen har sovet i timen, er en positiv erkendelse. Hvis man vil vende udviklingen, burde man passende begynde med at konstruere nogle mere støjsvage møller og medvirke til, at man politisk ændrer afstands- og støjkravene for møllerne.
Sluttelig vil jeg bemærke, at Vestas strategi, som forsøger at få læserne til at tro, at Vestas står over for en samling professionelle, pengestærke ballademagere, er hørt talrige gange før. Må jeg erindre om præsident George Bush’s påstand om, at Saddam Hussein lå inde med alskens kemiske våben. Den strategi førte ikke til noget godt. Det gør aggressive strategier sjældent.
I stedet skulle Vestas forsøge sig med en strategi, der bygger på en åben dialog med de berørte vindmøllenaboer.
