I læserbrevet den 31. august fortsætter vindmølleindustrien og vindmølleopstillernes altid velsmurte propagandamaskine ”Viden Om Vind” sine bestræbelser på at miskreditere talsmænd for vindmølleskeptikere og vindmølleramte.
I indlægget angriber sekretariatsleder Henrik Winther fra Viden Om Vind denne gang debattør og vindmølleskeptiker Lars Klottrup for at skrive for mange debatindlæg i forskellige medier. Men kære læser, er det ikke netop det Viden Om Vinds ”Komiske Ali”, Henrik Winther, selv er ansat til at gøre?
Jeg kan med rette mistænke Henrik Winther for behændigt at benytte sig af spindoktorens mest kendte taktik. Det er enkelt: Man skal først forsøge at så tvivl om modstanderens troværdighed for derefter at drage modstanderens argumenter i tvivl. Dette demonstrerer Henrik Winther ganske fortrinligt her i sit seneste indlæg i Folkebladet, når han i en velkomponeret ordstrøm betegner det som ”usandfærdig kampagnejournalistik”, når Lars Klottrup henleder opmærksomheden på den trussel, kæmpevindmøller udgør imod fuglelivet og især de fredede rovfugle.
Det skal i sandhedens tjeneste nævnes, at Lars Klottrup ikke er den første, der fremhæver truslen imod rovfugle fra kæmpevindmøllernes meget store vinger. Det er flere år siden, Dansk Ornitologisk Forening bragte artikler herom, og jeg har talt med flere falkonerer, der samstemmende underbygger påstanden. Som en skærpende omstændighed foreligger der endvidere flere udenlandske rapporter om den trussel, som kæmpevindmøller udgør for rovfugle.
I sit indlæg glemmer Henrik Winther ganske bekvemt, at vindmølletestcenteret i Østerild er opført som vindmølleindustriens legeplads, med plads til seks-syv kæmpevindmøller på op til 250 m højde ved Nationalpark Thy. Man kan sikkert også med rette forvente, at forskningsresultater fra vindmølleindustriens testcenter er tilrettet således, at de rent tilfældigt ”dokumenterer” vindmølleindustriens argumenter. Det er desværre set før i vindmøllestriden.
Tilbage er så spørgsmålet: Hvem er mest troværdig i denne sag? Vindmølleindustrien og vindmølleopstillernes talsmand eller en person, der taler de vindmølletruedes sag – kære læser, døm selv.
af Erik Lysbjerg, Rohdenvej 1, Stouby
Bragt i Folkebladet den 5/9 2015