Grøn energi ( ? ) med kulsorte slagskygger !
Undertegnede apellerer hermed indtrængende til, at man nu, endelig, omsider, i sidste sekund, går ind og gør sin indflydelse gældende, og får sat en stopper for det tiltagende anarki der i øjeblikket, og i uhyggelig forstærket grad, råder indenfor området for opstilling af store vindmøller på land. (150 – 225m høje). Disse evigt roterende, stikkende sataner, er for indeværende ved at totalsmadre vores åbne landskaber, – pralende, selvhævdende som de er, og ude af enhver proportion med de omkringliggende landskaber.
Kirker og andre tårne, kultur(historiske) minder af enhver art, fredede dysser og høje, – INTET er disse scalasprængende monstre helligt! Underlagt som de er, først og fremmest, private jordejeres snævre kapitalinteresser. DE er IKKE, sådan som opstillerne og øjenskænderne selv ynder at fremstille det, symboler på og udtryk for en samfundsvendt grøn tænkning overhovedet! Tværtimod er de styret af en grådig international kapitals uhæmmede profithunger.
Stands vanviddet, før det ganske Fædreland totalt er splittet ad af disse sammenhængsdræbere. Disse industribastarder, der angriber såvel den ydre som den indre ro – lighed, dejlighed. – Disse MODERNITETSHYLERE HØRER TIL LANGT; LANGT UDE PÅ HAVET – og kun der!
Jørgen Tang Holbek, billedmaler.