• tirsdag , 19 juni 2018

Vindmøllen – den lodrette uromager

Jeg bor ved Glenstrup sø på nordsiden ved en gammel kirketomt. Min kone og jeg har boet her i næsten 50 år. Det er et meget naturskønt område. Blicher kaldte Glenstrup sø for Jyllands åbne øje på grund af det åbne landskab med meget lidt skov. Glenstrup sø er stadig et meget smukt naturområde. Fra vores grund kan vi glæde os over det danske kulturlandskab med udsigt over søen til Glenstrup og Vester Tørslev kirker, spredte bebyggelser med gårde og et par landsbyer, men med alt for mange vindmøller.

Fra kirketomten kan vi se 24 vindmøller hele vejen rundt i horisonten. De er kommet til gradvist, og de sidst tilkomne er meget høje. Møllerne ved Hald bryder på uskøn vis horisonten mod øst til trods for, at de står 20 kilometer væk. Møllerne syd for Purhus 10 kilometer væk ses også tydeligt. Jeg forstår udmærket et afstandskrav på minimum 7 (red.: 4) gange møllens højde, men det er en alt for ringe begrænsning.

Det danske kulturlandskab er karakteriseret ved store vandrette linier, som brydes eller understreges af et kirketårn hist og her samt træer. Både kirketårne og træer har en tendens til at stå stille. Roen i landskabet forstyrres ikke. Anderledes er det med vindmøllernes kværnen rundt, hvilket selvfølgelig er vindmøllens karakter og berettigelse, men stærkt ødelæggende og forurenende i landskabet. Landskabets vandrette ro ødelægges af de lodrette uromagere.

Jeg ved, at byrådene ikke på må og få godkender vindmøllernes tilsyneladende tilfældige placeringer, men det er tydeligt, at der savnes en overordnet og national vindmølleplan, som kan fritage lokale politikere for det ansvar, der følger med. Lad os få en national vindmølleplan, som værner om det danske kulturlandskab.

Af Søren C Olesen, Karlby, 9500 Hobro

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar