• tirsdag , 16 juli 2024

Bestikkelse og mafia-metoder eller velgørenhed og hjælp til lokalsamfundet?

Det er spørgsmålet, der melder sig, når det allerede i foroffentlighedsfasen begynder at regne med løfter om penge fra vindmølleopstilleren, – altså på betingelse af, at møllerne kommer op at stå.

”Vi VIL have de møller op at stå,” sagde en repræsentant for Ecopartner, Allan Dahl Larsen, da han ringede os op med et tilbud om, at vi kunne forhandle om den lille halve million, som en ejendomsmægler har vurderet vil være vores værditab på ejendommen, hvis møllerne kommer op i Kvissel Brænding, Frederikshavn kommune. ”Nu er vi ude for at berolige befolkningen.”

Det er senere blevet til, at alle uanset beboelsens ejendomsværdi får tilbudt det samme beløb, – ”for at skabe ro i området.” En nabo har spurgt, om beløbet er skattefrit. Det vidste Allan Dahl Larsen ikke.

Ni naboer inden for en afstand af 6 *møllehøjden (her=750 m) er blevet ringet op og/eller kontaktet personligt med tilbud om 250.000,- kr. ”ubeset”. Mange har sagt: ”Nej tak,” men vi ved ikke, om der er nogen, der er faldet for fristelsen til at kunne stå med en kvart million i hånden.

Til gengæld ved vi, at den lokale idrætsforening er faldet for fristelsen til at sige: ”Ja tak” til 75.000,- kr. hvert år i ti år, hvis møllerne kommer op. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt i ørerne på en bestyrelse, der altid har problemer med at få de sparsomme tilskud til at slå til.

Vi er mange – heriblandt heldigvis også nogle politikere -, som synes, at det her er direkte uetisk.

En socialdemokratisk politiker skrev på et lokalt debatforum:
”Det er sørgelig læsning i den lokale Presse, at vindmølle investorerne tilbyder lokalsamfundene og enkeltpersoner flere hundrede tusinde kroner i hold-kæft bolsjer eller i ren og skær bestikkelse for at tillade, at stille kæmpevindmøllerne op.

Mon ikke det er på tide, at der bliver set nøjere på de alt for store tilskudsbeløb der bliver givet til vedvarende energi, når sådanne hændelser pludselig begynder at dukke op. Det kalder minder frem fra gamle amerikanske film hvor olieboringer og anlæggelse af jernbaner blev krydret med grønne dollarsedler og seksløbere.

Det har intet med vedvarende energi at gøre, at tilskudskronerne, der vel at mærke bliver betalt igennem alt for høje elpriser af almindelige borgere skal finansiere det bondefangeri, som en flok spekulanter farer land og rige rundt med og praktiserer.

Stop det og lad os få de vedvarende energiløsninger tilbage på hovedsporet.

m.v.h. socialdemokratisk medlem af Plan- og Miljøudvalget”

Det er nok ikke af ren godgørenhed, at Ecopartner kommer med disse tilbud. Erling Salling Olesen deltog i et møde om projektet, hvor der sporedes udbredt modstand.

To borgerforeninger samt en forening under Distriktsudvalget har gjort indsigelse.

Mange private har gjort indsigelse med vægtige argumenter.

En underskriftindsamling har givet et pænt resultat mod møllerne.

Hvis blot to stemmer i byrådet bliver flyttet efter at vindmølletemaplanen blev vedtaget i dec. 2011, falder projektet.

Der sporedes på omtalte møde bevægelse hos politikerne, så alt i alt har Ecopartner, der i 2011 havde et underskud på 179.000,- kr., nok god grund til at mene, at man nu må på banen som de udfarende. Erling Salling Olesen fylder via de lokale medier befolkningen med usandheder og korrekser saglige indlæg i debatten. Han er heldigvis blevet ”skudt ned” af indsigtsfulde folk fra LNtK.

Men Ecopartners tiltag er i den grad egnet til at ødelægge sammenhængskraften i vore små lokalsamfund, når modstanderne mod møllerne nu vil kunne blive beskyldt for at forhindre en idrætsforening i at få et klækkeligt tilskud.

Ecopartner påstår at ville skabe ro, men skaber splid i lokalsamfundet.

Ecopartner fremmer ensidigt en enkelt forening, da de mange andre foreninger i lokalsamfundet, – store som små -, ikke får del i gaveregnen. Vi ved ikke, hvor mange, der er blevet spurgt.

Ecopartner forsøger formentlig at minimere sine erstatningsudgifter, idet man ved indgåelse af en aftale fraskriver sig retten til at søge erstatning via Værditabsordningen.

Rent moralsk fraskriver man sig også ”brokkeretten”, hvilket Ecopartner har hårdt brug for, at så mange som muligt gør.

Ina og Mogens Ørsted

I Landsforeningen kender vi mange andre tilsvarende tilfælde, hvor vindmølleopstillere forsøger at købe naboernes velvilje – og også tavshed. Her er et indslag fraTV2Nord om en vindmølleopstiller som besøger måske kommende vindmøllenaboer med et tilbud om penge, som dog også kræver, at naboerne skriver under på, at de ikke vil gøre indsigelse mod projektet. 

Se indslaget her

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar