Af: Lonnie Findal
I fuld offentlighed har medarbejdere fra Miljøministeriet flere gange nedgjort landets største kapacitet på støjområdet, professor Henrik Møller fra Aalborg Universitet. Nu tager han til genmæle.
Med den nye lov om grænser for lavfrekvent støj fra vindmøller skulle de omkringboende være beskyttet imod støjgener fra de store møller, der rejses over hele landet i disse år. Loven trådte i kraft ved årsskiftet, men den har virket stik imod hensigten … modstanden vokser, og naboerne til nye vindmøller er mere bekymrede end nogensinde.Hvis kommunerne ikke selv har ekspertise til at berolige borgerne, stiller Miljøministeriet gerne folk til rådighed. Og da Faaborg Midtfyn Kommune for nylig holdt offentligt møde om tre planlagte vindmøller i Horne, havde kommunen bedt sagkyndige fra Miljøministeriet om “at komme forbi og holde et oplæg om myter og sandheder om vindmøller”.
Det var dog ikke ministeriets støjeksperter, der tog turen til Fyn for at møde de bekymrede borgere. Det var bl.a. landskabsarkitekt Jens Pouplier fra Vindmøllesekretariatet, som måtte erkende, at hans viden om vindmøllestøj er begrænset.
– Jeg er ikke støjekspert. Jeg er landskabsarkitekt. Men de svar, som vi har om støj, er fra Miljøstyrelsens støjeksperter, og de har helt styr på målinger, tal og beregninger, forsikrede han.
Da der blev sat spørgsmålstegn ved vindmøllebranchens indflydelse på den nye lov, måtte han dog medgive, at der ikke har været enighed blandt landets støjeksperter, før loven blev vedtaget.
– Jeg ved godt, at der sidder en professor oppe i Aalborg, som ikke er enig. Og det er da ærgerligt, at de ikke kunne blive enige. Men så vidt jeg ved, blev den kære professor inviteret med til møderne gang på gang, og han ønskede ikke at deltage, lød det.
Sat udenfor indflydelse
Nu er “den kære professor” oppe i Aalborg ikke hvem som helst. Henrik Møller fra Aalborg Universitet er en internationalt anerkendt kapacitet inden for akustik, og han er hædret med Ridderkorset for sin forskning.
Alligevel har han flere gange fået underretninger om, at han er blevet nedgjort af Miljøministeriets medarbejdere på møder, hvor han ikke selv har været til stede, og nu giver han svar på tiltale.
– Hvis Jens Pouplier havde læst lidt bedre på lektien, inden han drog til Fyn for at forklare tingene til borgerne, ville han have vidst, at jeg og mine medarbejdere ganske rigtigt blev inviteret med. Men bare ikke i den periode fra 9. marts til 25. maj sidste år, hvor reglerne blev lavet, fortæller han.
Da den nye lov om grænser for lavfrekvent støj fra vindmøller blev udformet, var der et stærkt politisk krav om, at Aalborg Universitet skulle sidde med ved bordet, hvor vindmølleindustrien var massivt repræsenteret.
Henrik Møller og hans medarbejdere blev dog kun inviteret med til et indledende møde først i marts, før arbejdet gik i gang. Fra da af hørte de intet, før en journalist ringede og bad om en kommentar til det nye lovforslag, som var offentliggjort den 25. maj … et forslag, som de aldrig havde set og ikke anede eksisterede.
Kun med som alibi
Henrik Møller har senere konstateret, at i perioden fra 9. marts og til 25. maj havde Miljøstyrelsen og vindmølleindustrien aftalt, hvordan de skulle måle og beregne den lavfrekvente støj, så hensynet til befolkningen ikke kom i vejen for vindmølleindustrien.
Dermed var grænserne for lavfrekvent støj fastlagt, og kravet om afstand fra vindmøller til de nærmeste naboer var ikke rykket en meter.
– Da vi siden kom med i arbejdet, gav vi masser af faglige inputs. Men da lå det hele fast, og der blev ikke rettet så meget som et komma. Vi fik hurtigt det indtryk, at Miljøstyrelsen ikke var interesseret i vores faglige viden. Vi var kun med, fordi politikerne havde krævet det.
Henrik Møller fortæller, at denne mistanke blev bekræftet, da han og hans medarbejdere gik Miljøstyrelsen på klingen og spurgte om formålet og rammerne for det fortsatte arbejde.
– Nu fik vi rent ud at vide, at det var en forudsætning, at de nye regler ikke måtte medføre, at støjgrænserne for vindmøller blev skærpet.
– På jævnt dansk vil det sige, at borgerne skulle beroliges med nye regler for lavfrekvent støj, men det måtte bare ikke få nogen betydning i praksis. Det skulle altså være en regulær narresut, hvilket vi ikke kunne lægge navn til. Og så trak vi os ganske rigtigt ud, siger han.
