Splid og spektakel

Når det drejer sig om kæmpevindmøller, er ordet ”klimakommune” flittigt brugt af mange kommuner, der higer efter at opnå dette prædikat. Og som om det i sig selv ikke er nok, angiver rigtig mange kommuner, at de vil stræbe efter at blive en af de ypperste klimakommuner – koste hvad det koste vil af negative konsekvenser hos de borgere, der kommer til at lide under det uønskede naboskab, som disse kæmper kommer til at påføre dem af søvnproblemer, usælgelige huse og nedsat livskvalitet i almindelighed.

Samtidig med at møllerne kværner enorme summer ned i investorernes lommer og giver kommunerne et grønt image, så har kæmpemøllerne en formidabel evne til at så splid og spektakler.

Splid mellem by og land. Mange bymennesker sætter sig ikke ind i de negative konsekvenser, som naboskab til en kæmpevindmølle betyder – for det behøver de jo ikke. Det er først, når man ved, at det er en reel mulighed, at man skal leve op ad disse larmende maskiner, at man sætter sig ind i tingene.

Splid mellem vindmølleaktørerne – dvs. vindmølleopstiller, Vindmølleforeningen og Vindmølleindustrien på den ene side – og de berørte borgere på den anden. Vindmølleaktørerne lovsynger møllernes fordele: møllerne producerer CO2-fri strøm, (når det blæser), og siger de – møllerne kan redde klodens klima, vel vidende om, at om man så plastrede hele Danmark til med møller, så ville effekten heraf være forsvindende. Men der er jo penge i vind, masser af penge, så derfor. Borgerne har derimod sat sig ind i de negative konsekvenser, som sådanne roterende industrianlæg vil på føre dem i form at støj, skyggekast og økonomiske byrder. Og forståeligt nok stritter de imod!

Splid mellem kompetente forskere og det politiske system. Forskerne der påpeger, at kæmpemøllernes støjudsendelse bør skærpe afstandskravene til møllerne – og politikerne, der bevidst vælger at vende det døve øre til forskernes anbefalinger, fordi de så håber, at der derved kan reddes nogle arbejdspladser, og frem for alt fordi de så kan fremstå som klodens redningsmænd. Mange folketings- og kommunalpolitikere vælger at konsultere vindmølleaktørerne, og ikke forskerne, når støj – og afstandsregler skal fastsættes. Det viser de nugældende støjregler med al ønskelig tydelighed.

Splid mellem kommunale ”vindvittige” politikere og møllenaboerne. Den kamp, som nogle politikere for tiden fører imod deres egne borgere, er nærmest smagløs, fordi disse politikere er totalt ligeglade med alle naboernes bekymringer. På de mange relevante spørgsmål svares der som regel, ”Vi hører hvad I siger, men vi har valgt at have en grøn profil. Så glem det!” Det sidste siger de ikke – men deres ageren viser, at det mener de.

Skal man komme al den splid og ballade til livs, bliver man nødt til at revidere støjbekendtgørelsen. Man bliver nødt til at tage hensyn til kompetente forskeres rapporter, og man bliver nødt til at lytte til de berørte borgere.

Vindmølleaktørerne finder det ganske vidst lige så upassende, hvis man siger noget negativt om vindmøller, som hvis man kommer til at ræbe sig under præstens prædiken.

Men nu er det alligevel gjort!

Venlig hilsen
Kirsten Nielsen
Engestoftevej 64
4990 Sakskøbing.