Brutale grønne drømme

Lars Klottrup

Regeringens plan er fuldkommen urealistisk med hensyn til landvindmøller. Det står jo også i planen, at det store potentiale er havvindmøller. På trods af det planlægges der kun med en ny havvindmøllepark indtil 2020, nemlig Kriegers Flak.

Vindmøller skal stilles op, der hvor detr blæser. De nuværende enorme tilskud til opstilling af kæmpevindmøller – ca. 18 mill kroner for en 3 MW mølle – gives uanset om møllerne stille op i et vindfattigt område som for eksempel ved Skaføgård i Syddjurs Kommune, hvor der kun er det halve energiindhold i vinden i forhold til en mere optimal placering ved for eksempel Ebeltoft Havn, hvor den samme mølle kan lave dobbelt så meget strøm.

Men i Ebeltoft bor pingerne….

I det hele taget beror vindkraft på et stort bedrag, som de alt for mange vindmølleromantikere i alt for mange partier er blinde for.

Systemet fungere sådan her:

Når det blæser rigtig meget, går CO2-besparelsen ved vindmøller fløjten. For så tager kulfyringen over på naturgassens bekostning.

Landets vindmøller følges ad i forbavsende grad og kan stå stille samtidigt. Så nytter de ikke meget i klimaregnskabet. Det gør de heller ikke, når de kører med fuld kraft. Da bliver el-prisen nemlig så lav, at kulkraftværkerne står stærkest i konkurrencen, mens de dyrere naturgasfyrede kraftvarmeværker må skrue ned for blusset.

Så kulbesparelsen ved vindkraft er borte med blæsten!

For at gøre situationen ekstra grotesk, bliver stort set al strøm fra vindmøllerne eksporteret til discountpriser, når det rigtigt blæser.

I januar 2011 producerede vindmøllerne 733 GWh og vi eksporterede 1294 GWh til Norge og Sverige. Vi eksporterede altså næsten alt, hvad vindmøllerne producerede. Og lidt til. Det er specielt udtalt i kolde perioder, på grund af kraftvarmeværkernes store el-produktion, når der skal produceres meget varme.

Vindmøller yder altså ikke noget positivt bidrag af betydning til CO2-regnskabet og den samfundsøkonomiske fornuft i vindmøller synes også at være borte med blæsten!