Hvis kommunens planer om kæmpevindmøller på Bornholm føres ud i livet, så vil en gruppe borgere i Østermarie gøre det til en dyr beslutning.
Bornholms Regionskommune barsler lige nu med planer om at opføre adskillige kæmpevindmøller rundt om på øen.
Men føres de planer ud i livet, så vil borgerne i Østermarie gøre det til en rigtig dyr beslutning for Regionskommunen:
– Vi har i en annonce i avisen varslet over for kommunen, at vi kan blive nødsaget til at rejse et erstatningskrav, både over for kommunen, men også de energiselskaber, som har tænkt sig at sætte møllerne op, fortæller Ulrik Borberg fra Østermarie.
Ulrik Borberg er en af de borgere i Østermarie, som kommer til at bo på tæt på de nye vindmøller, som efter planen kan blive på op til 150 meters høje.
– Det er jo ikke bare små møller hos en landmand, der er tale om. Det er jo møller på størrelse med en jumbojet, der skal stå og snurre rundt, siger Ulrik Borberg fra Østermarie.
I Østermarie frygter man, at de nye møller kan vise sig at få en negativ effekt på borgernes helbred, på turismen og naturen og ikke mindst værdien af de berørte ejendomme.
En gruppe borgere har derfor taget initiativ til en underskriftindsamling i byen og oplandet omkring, som senere skal sendes til kommunen og potentielt bruges i et fælles søgsmål.
På onsdag vil der blive afholdt et borgermøde, hvor en advokat vil fortælle om mulighederne for et fælles søgsmål i mod kommunen, hvis vindmølleplanerne føres ud i livet.
Læs artiklen her: http://www.tv2bornholm.dk/?newsID=107847