3.5. havde direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Michael Leth Jess, et indlæg i under titlen ”Viden og dialog flytter møller”. Det var vist et svar til min bestyrelseskollega Karsten Drøjdal. Indlægget er meget imødekommende og opfordrer til dialog. Jeg lagde især mærke til én ting, nemlig direktørens udsagn om, at møllerne ikke skal stå, hvor vi bor. Det er lige præcis det, vi i Lands-foreningen Naboer til Kæmpemøller har forsøgt at få lydhør overfor i årevis.
Derfor er det en rigtig god nyhed, at DNs direktør gør sig til talsmand for dette synspunkt, noget som vi virkelig har brug for. Ikke mindst fordi de eksisterende regler for opstilling af kæmpevindmøller på land slet ikke tilgodeser naboernes behov for beskyttelse mod støj, tabte ejendoms og naturværdier. Vi ser derfor frem til at få DN som allieret i kampen for at undgå, at disse kæmpemaskiner i fremtiden skal ødelægge danske naturværdier, menneskers bosteder, helbred og ejendom. Vi vil derfor hermed tage i mod M.L.J.’s opfordring til dialog og snarest indkalde til et møde, hvor vi vil fremlægge fakta om støjgener fra landvindmøller, så vi sammen kan sikre, at kæmpevindmøllerne i fremtiden ikke opstilles i naturområder og heller ikke, hvor vi bor.
Af Kurt Hjort-Gregersen, Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller, Føvlingvej 6, 6683 Føvling
Bragt i JydskeVestkysten den 18.maj 2016