Nu kan vi ikke udskifte/slukke for flere apparater/installationer i vores hus. Nej, vi må erkende, at den dybe brummen, som høres i specielle vejrforhold, oftest når det er næsten vindstille i vores luftlag, men blæsende i møllernes, kommer fra Testcenteret i Østerild.
Det har været en svær erkendelse at nå, fordi vi hele tiden har ønsket, at lyden skulle stamme fra noget, vi kan gøre noget ved. Hvordan kan vi vide at lyden stammer fra Testmøllerne? Jo, inden Monster Møllernes tid, var alt, man kunne høre herude på heden, naturens egne lyde.
Vi har ingen naboer.
Den triste konklusion blev draget en tidlig vindstille morgen, hvor støjen i soveværelset var så insisterende, at selv min halvdøve mand kunne høre den. Jeg tog en runde i huset og konstaterede, at den støjende rumlen lurede i alle rum. Cyklede efterfølgende op på Bjerget, hvorfra møllerne sås lystigt snurrende og så blev jeg overbevist.
Vi bor ca. 10 km i fugleflugtslinje fra Testcenteret og kan høre denne ubehagelige dybe brummende lyd, som nærmest kravler ind i kroppen. Der må da være nogen blandt de hundredvis af gode folk, som bor meget nærmere møllerne end vi gør, eller for den sags skyld længere væk, som også er berørt af lyden?
Vi forstår så udmærket godt, at det ikke er nemt at offentliggøre denne gene, for hvad nu hvis man vil sælge sit hus! Men i disse dage, hvor et udvalg i Thisted Kommune sidder bag låste døre (man fristes til at håbe, at nøglen er blevet væk) og fedter med ca. 20 ansøgninger fra private om opstilling af kæmpevindmøller i kommunen, er det på høje tid at komme ud af busken. Det kan ikke blive bedre mht. støj fra vindmøller. Det løb er kørt.
Men vi kan stadigvæk råbe i kor og forhåbentlig forhindre, at det bliver værre. Lur mig, om ikke en støjrapport bliver en helt almindelig ting, som en fremtidig huskøber vil få udarbejdet, hvis dette vindmølle-galimatias ikke bliver bremset.
Af Birgitte Jensen, Bulbjergvej 65, 7741 Frøstrup
Bragt i Nordjyske Stiftstidende den 3. maj 2016