Med en ufravigelig støjgrænse på 20 decibel indendørs skulle naboer beskyttes imod lavfrekvente støjplager fra vindmøller. Det var udmeldingen fra det officielle Danmark. Men den støjgrænse er et rent bluf-nummer. Den er alt andet end ufravigelig, viser det sig, når man foretager en nærmere granskning af de danske regler.
Det forholder sig snarere stik modsat. De danske myndigheder indrømmer selv, at den lavfrekvente støj vil komme over 20 decibel i 33 pct. af husene, hvis man lægger møllerne så tæt på naboerne, som reglerne tillader, og dermed udnytter reglerne fuldt ud. Men det gælder snarere 75 pct. eller tre fjerdedele af de danske huse. At det forholder sig sådan, er et kvalificeret skøn, og tallet kan reelt være højere i betragtning af bl.a., at grænsen er 22 decibel ved kontrolmålinger .
Som det første land i verden har Danmark indført en bindende støjgrænse for lavfrekvent støj indendørs fra vindmøller, lød det ellers fra miljøminister Ida Auken og hendes ministerium, da den ny bekendtgørelse om støj fra vindmøller trådte i kraft den 1. januar 2012 trods protester fra vindindustrien.
Vestas koncernchef Ditlev Engel havde i et brev til den tidligere miljøminister Karen Elleman advaret imod planerne om at indføre en lavfrekvent støjgrænse for vindmøller. Den ville skabe problemer for koncernens mest økonomiske model i 3 MW klassen i åbne landskaber, fordi det med den nuværende teknologi ikke var muligt at reducere støjen yderligere.
Danske vindindustris propagandaorgan ”VidenOmVind.dk” har betegnet støjgrænserne for vindmøller som skrappe og ufravigelige. Men det er grænsen for lavfrekvent støj langt fra at være. Aalborg Universitet og Selskab for Arbejds- og Miljømedicin gjorde opmærksom på problemet i høringssvar, men det blev der ikke taget hensyn til.
Af hensyn til vindindustrien var det nemlig et politisk krav, at grænsen for lavfrekvent støj ikke måtte begrænse opstillingen af vindmøller. Reglerne i bekendtgørelsen er derfor udformet så snedigt, at de reelt ingen betydning har, selvom det ser sådan ud på papiret.
I arbejdet med den nødvendige revision af bekendtgørelsen var vindindustrien fra starten stærkt repræsenteret. Og fik dermed stor indflydelse på, hvordan
reglerne blev udformet. Der blev holdt et indledende møde den 9. marts 2011 med ni deltagere, hvoraf de fem var fra vindindustrien. Tre andre deltagere kom fra lydfirmaerne Delta og Grontmij, der har tætte relationer til vindindustrien. Fra Miljøstyrelsen deltog en enkelt medarbejder, specialkonsulent Jørgen Jakobsen, der har skrevet mødereferatet.
Ifølge referatet mente Jørgen Jakobsen, at det ville være fint med en grænseværdi på 20 dB. Men ”det afhænger af den overordnede målsætning: nemlig at den nye grænseværdi ikke må medføre nye begrænsninger for vindmøller”, står der ordret med den tilføjelse, at det ”der kan lade sig gøre at etablere i dag, skal også kunne lade sig gøre efter sommer”, dvs. med den nye bekendtgørelse. Der var på mødet enighed om, at der ikke skal måles støj indendørs hos naboer.
Ifølge de nye, danske regler må grænsen gerne overskrides i de 33 procent af husene, som er dårligst isolerede. Det vil sige, at en tredjedel af husene på forhånd er uden beskyttelse imod generende brummelyde fra vindmøller.
Isolationen af huse bestemmer, hvor meget støj der trænger ind i rummene . Men den lavfrekvente støj skal ikke måles. Den skal beregnes. Disse beregninger skal foretages efter en usikker beregningsmodel og på grundlag af isolationstal fra en måling, som ikke er udført efter Miljøstyrelsens egne retningslinjer.
Miljøstyrelsen har benyttet målinger, som er gennemført tilfældige steder i et rum og ikke de steder i et rum, hvor personer føler sig mest generede. Sådan foreskriver Miljøstyrelsens egne retningslinjer ellers, at det skal gøres.
De isolationstal, man har regnet procenter af, er således forkerte og for optimistiske. Hvis man udnytter grænsen helt op til, hvor beregningerne giver 20 decibel, vil støjgrænsen snarere blive overskredet i 75 procent af husene, og så er der ikke længere tale om nogen reel beskyttelse af borgerne. I øvrigt er der ingen klagemuligheder.
På den måde undgår man, at den lavfrekvente støjgrænse begrænser opstillingen af vindmøller. Den begrænser heller ikke støjplagen hos naboer. Derimod er der åbnet for en ladeport af brummende støjplager fra vindmøller uden for kontrol. Og støj-ramte naboer kan intet gøre. De er magtesløse ofre for noget, der ligner en perfekt politisk forbrydelse. Hovedansvarlig politiker: Miljøminister Ida Auken. Hovedansvarlig embedsmand: Specialkonsulent Jørgen Jakobsen, Miljøministeriet. Bag dem står hele vindindustrien. Med William Shakespeares berømte ord i Hamlet: ”Something is rotten in the state of Denmark”.
Peter Skeel Hjorth, 12. juni 2012 kl. 14.24
