• onsdag , 4 december 2024

Debat: Hvor er den offentlige forargelse over vindmølleindustriens snydesoftware?

VW begynder at fikse deres snyde-biler i januar. Hvornår begynder vindmølleindustrien at fikse deres snydesoftware?

Det førende støjberegnings- og projekteringsprogram for vindmøller, WindPro fra EMD International A/S, anbefaler danske vindmølleopstillere at udnytte, at der kun er støjgrænser ved vindhastigheder på 6 og 8 m/s.

Det sker ved kun at drosle møllerne ned ved disse vindhastigheder. Ved andre vindhastigheder lader styrecomputeren vindmøllen køre fuld kraft, uanset den mange gange for høje nabostøj, det giver.

VW snyder ved at softwaren sørger for, at udledningen af de skadelige gasser sættes midlertidigt ned, når bilens computer opdager, at den er i gang med en test på et særligt rullebånd. Svarende til, at vindmøllesoftwaren drosler hastighed og støj ned, når den måler bestemte vindhastigheder.

Hvor er den offentlige forargelse over vindmølleindustriens snydesoftware?

Hvilke initiativer har folketinget foretaget for at komme problemet til livs? Problemet har nemlig været kendt i adskillige år. Det fremgår bl.a. af manualen til WindPro 2.8 fra Maj 2012, side 527.

Det er på tide, at vindmøllebekendtgørelsen ændres til, at støjgrænserne gælder ved ALLE vindhastigheder. Og at vindmølleindustrien får klar besked om at fikse deres snydesoftware.

Af Lars Klottrup, Mosevej 1, Hedeskov, 8410 Rønde

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 11/10 2015

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar