Af Karen Nørholm, 13. februar 2018
Christian Kjær fra Danmarks Vindmølleforening har den 12. februar 2018 udtalt til Morgenavisen Jyllands-Posten, at i fremtiden skal vindmøller konkurrere med bl.a. solceller om de mange tilskudskroner, hvilket gør det usikkert, hvor meget man vil få i støtte. Derfor bliver der ro på vindmøllefronten i mindst et par år. Dem der overvejer at bygge nye vindmøller på rent kommercielle vilkår, vil nok i højere grad vende sig mod Norge, siger Christian Kjær.
Men det er ikke slut med opstilling af kæmpevindmøller på land. Ifølge Dansk Energi, der repræsenterer energiselskaberne i Danmark, skal over halvdelen at vindkapaciteten på land pilles ned inden 2030, fordi de gamle vindmøller er udtjente. Beregninger fra Klimaministeriet viser, at fire ud af fem vindmøller ville kunne fjernes. (Jeg læser at ville er lig med møller, der ikke tjener penge nok, men stadig kan producere energi).
I flg. EnergiWatch siger chefkonsulent Kristine Grunnet fra Dansk Energi, at de kan være med til at forskønne det danske landskab ved at pille en masse møller ned og erstatte dem med færre og lidt større, men meget mere effektive møller. Det Kirstine Grunnet betegner som lidt større vindmøller, er det man i dag betegner som kæmpevindmøller med en fordobling af højden og en firdobling af maskinkraften!
Jeg stiller mig meget tvivlende over for, om det vil forskønne naturen, da så høje møller vil kunne ses over meget store strækninger. I dag skjuler bakker og beplantning ind imellem de små møller, når man bevæger sig i landskabet.
Det undre mig også, at man slet ikke stiller spørgsmålstegn ved, om så store kraftværker, som vindmøller er blevet til i dag, kan placeres, hvor der før stod små vindmøller. Hvis der skal tages hensyn til de mennesker, der bliver nabo disse kæmpevindmøller, bliver man nødt til at lave vindmøllebekendtgørelsen om, da den har ikke fulgt med udviklingen af vindmøller, som nu er blevet til små kraftværker.
Kristine Grunnet mener også, at det er muligt at lave gode vindmølle-projekter på land gennem dialog med alle parter. ”Alle skal gerne være tilfredse i sidste ende” udtaler hun. Jeg ser frem til, hvordan Dansk Energi løser dette, så længe lovgivningen ikke beskytter de mennesker, der bliver nabo til de kommende kæmpevindmøller.
Danmark er for lille et land til opstilling af kæmpevindmøller på land, med mindre man er ligeglad med at ødelægge naturen og ligeglad med at ødelægge livet for de mennesker, der kommer til at bo i nærheden kæmpevindmøllerne.
Kæmpevindmøller hører ikke til på land, med den nuværende lovgivning.
Kilder:
Morgenavisen Jyllandsposten 12.02.18
EnergiWatch 13.02.18