NORDJYSKE Stiftstidende Mandag 12. februar 2018
VINDMØLLEPLAN: Teknik- og miljøudvalget
vil ikke udpege nye potentielle
vindmølleområder i Rebild
Af Margit Sig, margit.sig@nordjyske.dk
REBILD: Den nye formand for teknik- og miljøudvalget i Rebild Kommune, Kim Edberg Andersen (DF), er selv
en svoren modstander af vindmøller. Men det kom bag på ham, at resten af udvalget var helt enig med ham, da de forleden behandlede forslaget til ny vindmølleplan for Rebild Kommune.
Her besluttede udvalget nemlig, at der slet ikke skal indstilles nye potentielle vindmølleområder, og dertil, at et eksisterende potentielt
vindmølleområde ved Tustrup oven i købet skal pilles ud af kommuneplanen. – Det var jo supernemt for mig, fordi jeg i forvejen er imod vindmøller af princip, men jeg blev positivt overrasket over, at vi alle sammen var enige. At de andre også var villige til at sige, at vi ikke er interesserede i flere store vindmøller. Jeg havde nok forventet noget mere ”sprælren”. Men det kan være, vi så får diskussionen i byrådet, siger Kim Edberg Andersen og forklarer om udvalgets holdning: – Vi synes ikke, borgerne får nok ud af det i forhold til de gener, møllerne giver.
Nogle få tjener penge på dem, men mange får en masse døje. Dette forslag har ikke engang været ude i rigtig høring endnu, kun forhøring, men vi har alligevel fået SÅ mange indsigelser! Vi slår os op på at være en smuk naturkommune, og så harmonerer det bare ikke. Ingen af os er jo imod grøn energi, men vindmøller er vi altså ikke vilde med, siger han.