• torsdag , 13 december 2018

Debat: Manipulatorisk og forvrøvlet

Vindindustriens betalte læserbrevsproducent, Henrik Vinther, fra vindmøllespekulanternes lobbyistorganisation, må (11.12.) være presset af Peter Skeel Hjorts korrekte udsagn (6.12.) i forhold til kæmpevindmøller. I stedet for at fremlægge et bevis for naboskabet til kæmpevindmøller og den konstante udsættelse for støj ikke gør mennesker syge, forvilder Vinther, sig ud i en manipulatorisk og forvrøvlet argumentation, krydret med en barnlig vred undertone.

Henrik Vinther ejer Viden Om Vind, og eksistensgrundlaget for biksen, er at ”sælge” så mange vindmøller som muligt, ved i skrift og tale at angribe ethvert menneske, der tillader sig at påtale den førte energipolitik i forhold til landvind er galskab. Enhver, der har gået i en dansk skole, og orker at sætte sig ind i CO2-kvote-systemet, vil i løbet af minutter erfare, landvind ikke løser noget som helst.

Når man læser Vinthers utallige forvrøvlede gentagelser vækker det minder om tidligere propaganda-eksperters udtalelser om ”at hvis en løgn bliver gentaget ofte nok, bliver den til sandhed”. I forhold til vindmøller holder teorien vand, for her er løgnen blevet til politik – energipolitik.

Den førte energipolitik kan udelukkende skyldes Vinther og vindvennernes massive lobbyisme, hvor disse i en vulgær pengegriskhed kæmper indædt for at bilde danskerne og verdens ledere ind vindmøller kan redde verden, og for øvrigt kun hvis man i samme ombæring gør vindspekulanterne til mangemillionærer. Det sidste kan Vinther vel næppe argumentere for redder verden, men man skal jo aldrig sige aldrig, for fantasien rækker vidt i Viden Om Vinds univers. Vinther angriber Peter Scheel Hjort, men Viden Om Vinds virkelighedsopfattelse er igen forkert.

Vinther skriver vindmøllenaboer er sikret døgnet rundt med en støjgrænse på 20 dB. Sikke noget vrøvl! Målinger har vist beregningerne for lavfrekvent støj ikke holder vand og desuden kan der udelukkende gribes ind, hvis overskridelsen er specifikt ved 6 eller 8 meter i sekundet. Ved alle andre vindhastigheder kan vindmøller larme frit på alle tider af døgnet. Peter Scheel Hjort kæmper for beskyttelse af mennesker, mens Viden Om Vind kæmper for fortsat uhæmmet tilstrømning af støttemillioner til vindvennerne, mens temperaturen stiger globalt og vi tror på Vinther og at hans vindmøller redder verden.

Af Karsten Drøjdal, Tranbjergvej 19, 6818 Årre

Bragt i Nordjyske Stiftstidende den 14. december 2015

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar