Mens direktør Hylleberg er ved at løbe tør for nye argumenter i jagten på Danmarks farligste mand, hiver vindkollega Vinther en gammel traver frem fra stalden.
Nu skal det en gang for alle bevises, at kæmpevindmøller slet ikke er så farlige. Når man bare beregner den lavfrekvente støj i nabohusene i stedet for at måle den, ser det slet ikke så slemt ud.
Vindmølleindustrien overholder reglen om maksimalt 20 decibel lavfrekvent støj, så der er ingen grund til ængstelse, siger Vindboss Vinther.
Henrik Vinther fra Viden om Vind har støvet Bo Søndergaards 2012-undersøgelse af lavfrekvent støj fra vindmøller af og lanceret den som et nyt, dansk studie i pressen. Bo Søndergaard har indsamlet masser af støjmålinger og konkluderer, at kæmpevindmøller ikke producerer mere lavfrekvent støj end ældre vindmøller, set i forhold til det generelle lydniveau.
Støjmålingerne lider blot af den svaghed, at de er målt nær vindmøllen. Den lavfrekvente støj i nabohusene er derefter beregnet, som om de alle var isoleret efter nyeste standard. Det er naturligvis ikke tilfældet i dagens landlige virkelighed. Rapporten kan derfor ikke bruges som bevis for, at der ingen grund er til ængstelse for den lavfrekvente støj fra kæmpevindmøller. Den lavfrekvente støj er allerede i dag et reelt og pinefuldt problem for mange vindmøllenaboer.
Vindmølleindustriens panik-lancering af gamle undersøgelser som nye i jagten på Danmarks farligste mand virker mistænkelig. Har de noget at skjule?
Det må være rimeligt at kræve, at vindmøllebekendtgørelsen ændres øjeblikkeligt. Støjgrænsernes overholdelse skal fremover dokumenteres med faktuelle målinger af støjen i nabohusene og deres omgivelser, ikke ved teoretiske beregninger som i dag.
Hvis der var noget mandfolk i vindbosserne, ville de støtte Danmarks farligste mand i dette rimelige krav. De skal ikke hive flere gamle travere frem fra stalden. I stedet skal der handles, så vi går en fremtid i møde uden vindmøllegidsler.
Lars Klottrup, Rønde
Bragt i Den Korte Avis den 29. oktober 2015