Af Peter Skeel Hjorth, journalist og forfatter
Kræftens Bekæmpelse og forskningsleder Mette Sørensen har stukket hænderne i en hvepserede med den undersøgelse, der én gang for alle skulle vise, at vindmøllestøj ikke påvirker helbredet. Det var den politiske forventning og vindmølleindustriens forhåbning.
Men noget viste undersøgelsen alligevel, selvom der blev slået på tromme for, at den hidtil mest omfattende undersøgelse af vindmøllestøj havde vist, at det ikke er farligt at være nabo til store vindmøller.
Den udlægning kunne Mette Sørensen ikke stå model til, når hun blev spurgt direkte, om undersøgelsen frifandt de store vindmøller. For det gjorde studiet de facto ikke. Det bragte forskerne og Kræftens Bekæmpelse i et alvorligt dilemma.
Medicinsk Tidsskrift skrev den 14. marts 2018 under overskriften ”Vindmøllestøj giver ikke hjertekarproblemer”, at mistanken om en sammenhæng ”bliver afkræftet i en ny undersøgelse”. Det fik formanden for Landsforeningen Naboer til Kæmpemøller, Henriette Vendelbo, til at skrive til Mette Sørensen og spørge, om det var sandt.
Forskningslederen svarede i en mail 3. april 2018: ”Vi mener ikke, at vores nyligt publicerede studie (…) afkræfter mistanken om en sammenhæng mellem vindmøllestøj og hjertekarsygdom”. Den mail blev lagt på foreningens hjemmeside.
Til anden side udtalte Mette Sørensen sig på lignende vis. Til avisen Nordjyske sagde hun: ”Jeg ser ikke vores studie som en frifindelse af lavfrekvent støj på nogen som helst måde”. Mere skete der i første omgang ikke.
Et års tid senere skete der noget på Esbjerg-kanten. I Rejsby arbejdede man med et projekt med 18 kæmpemøller på 180 meter. På et orienteringsmøde blev det postuleret, at undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse havde vist, at der ingen sundhedsproblemer var. Det fik en repræsentant for modstanderne i gruppen ”de bekymrede naboer” til at skrive til Mette Sørensen og spørge, om det nu også var rigtigt. I en mail den 8. maj 2019 afviste forskningslederen, at det var undersøgelsens konklusion, og fortsatte:
”Så for at sammenfatte fandt vi indikationer på sammenhæng mellem udsættelse for de højeste niveauer af vindmøllestøj og nogle af de sygdomme/tilstande vi undersøgte (opståen af blodprop i hjertet og slagtilfælde samt sovemedicin og antidepressiv medicin) som gør at man ikke kan afvise at vindmøllestøj kan påvirke vores helbred”.
”De bekymrede naboer” havde opstillet syv store skilte med teksten ”Nej Tak” i området. Natten til tirsdag den 21. maj blev de revet ned eller ødelagt, og hærværket blev meldt til politiet. Dermed var konflikten trappet op.
Folkene bag vindmølleprojektet indkaldte til et debatmøde den 4. juni på Rejsby Europæiske Efterskole, men på grund af folketingsvalget blev det udskudt til den 6. juni. Nabogruppen valgte ikke at deltage men i stedet demonstrere uden for efterskolen. Til formålet havde de fremstillet et banner med en forstørret kopi af Mette Sørensens mail til Henriette Vendelbo fra Landsforeningen Naboer til Kæmpemøller.
Hidtil havde diskussionen om, hvad undersøgelsen viste, foregået i en snæver kreds. Nu kom Mette Sørensens synspunkter længere ud i offentligheden og blev kastet som benzin på bålet i en strid for og imod vindmøller. Og så skete der noget, som satte Mette Sørensens troværdighed og Kræftens Bekæmpelses gode navn og rygte under pres.
De bekymrede naboer lagde et billede med banneret fra demonstrationen på gruppens Facebook-side. Kort efter, den 12. juni kl. 14.07, fik Henriette Vendelbo et opkald på sin mobiltelefon fra en kvinde, der præsenterede sig som jurist Natasja Espeløv Balslev fra Kræftens Bekæmpelse.
Natasja Espeløv Balslev har sundhedsjura som speciale og er juridisk chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse. Hun spurgte, om Henriette Vendelbo kendte til et banner med et mailsvar fra Mette Sørensen, og om hun vidste, hvem der havde fået banneret fremstillet. Chefjuristen mente, at eftersom svaret var sendt til Henriette Vendelbo, burde hun oplyse, hvem mailen var videresendt til, og hun burde finde ud af, hvem der havde fået banneret lavet. Henriette Vendelbo henviste chefjuristen til ”de bekymrede naboer”.
Under samtalen fortalte chefjuristen, at Kræftens Bekæmpelse ikke brød sig om at se sit logo på et banner sammen med det mailsvar, Mette Sørensen havde sendt til Henriette Vendelbo.
Samtalen varede 7 minutter og 32 sekunder. Henriette Vendelbo var overrasket over henvendelsen og sendte chefjuristen en mail, hvori hun bad om at få formuleret, hvad sagen drejede sig om. Efter tre rykkere bekræftede Natasja Espeløv Balslev den telefoniske kontakt og oplyste, at ”vi nu tager kontakt til sammenslutningen bag banneret.”
Men det var ikke chefjuristen, der henvendte sig til ”de bekymrede naboer”. Det var Mette Sørensen. Hun skrev:
”Jeg kan forstå, at en mail jeg har sendt til en anden forening, er videresendt til ”De bekymrede naboer”, som herefter har påtrykt mailen på et banner og opsat det på en mark.
Med henvisning til de rettigheder jeg har i henhold til forordningen om databeskyttelse, skal jeg hermed venligst bede ”De bekymrede naboer” om at fjerne banneret, hvori oplysninger om min person er optrykt.
Jeg står ved det, jeg har skrevet i mailen. Men jeg har ikke sagt ja til, at mailen måtte trykkes på et banner. Jeg har ikke engang vidst, at I trykte banneret. Ligesom andre fysiske personer er jeg beskyttet af en ret til sletning af personoplysninger, hvilket i det konkrete tilfælde kan ske ved nedtagning af banneret (citat slut)”.
”De bekymrede naboer” svarede: ”Vi piller banneret ned. Det har på ingen måde været hensigten at sætte dig i forlegenhed. (…) Der er taget billeder af det banner, vi fik lavet, og sendt til Kræftens Bekæmpelse, som på en eller anden måde må føle sig i klemme…og nu ser det ud, som om vi sætter dig i en forlegenhed”.
Den 26. juni gentog Mette Sørensen i en mail, at hun stod ved, hvad hun i sin tid havde skrevet, og fortsatte:
”Jeg ønsker dog at banneret skal ned. Det er en e-mail korrespondance mellem mig og Henriette Vendelbo, hvori jeg svarer på et spørgsmål som Henriette Vendelbo stiller mig. Jeg har aldrig givet tilladelse til at denne mail skulle videresendes eller offentliggøres hverken på nettet eller i et banner. I denne mail (banner) står både min e-mail adresse, mit navn og min arbejdsadresse (inkl. logo). Dette er personlige oplysninger, som jeg ikke ønsker står på et banner et sted i landet, og det er i strid med dataforordningen at opsætte disse oplysninger uden at have indhentet tilladelse til det”.
Men seniorforsker og undersøgelsesleder Mette Sørensen har ikke juraen på sin side og er juridisk på herrens mark. De nævnte oplysninger er helt professionelle og findes frit tilgængelige på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Så hvad er problemet?
Dette er en historie, der hele vejen igennem er dybt pinlig for Mette Sørensen og Kræftens Bekæmpelse.
webmaster
LNtK-kommentar (Greta Gallandy)
“Vi har aldrig nogensinde oplevet så meget opmærksomhed omkring vores forskning som ved denne undersøgelse om vindmøllestøj.” Sådan ca. sagde den internationalt anerkendte støjforsker og epidemiolog Mette Sørensen til mig, da jeg ringede til hende. Det var omkring den tid, da de sidste videnskabelige artikler var udkommet. Hele debatten omkring forskningen i vindmøllestøj handlede jo i allerhøjeste grad om emotioner og politik og astronomiske summer til statens eksportkasse. Hvis Vestas vindmaskiner blev stemplet som helbredsfarlige, var det slut med det danske vindmølleeventyr. En katastrofe for konceptet om Danmark som hele klodens foregangsland for den grønne bæredygtige omstilling.
Formålet med undersøgelsen var helt klart formuleret, nemlig at fritage vindmøller for helbredsskader. Resultatet blev skabt ved at regne baglæns.
Men det vidste Mette Sørensen og hendes team ikke – endnu.
Det gør ingen skade, at offentliggøre et par sætninger fra hendes bundærlige mail til mig. Den er fra den 22. januar 2014, året hvor wind2050 projektet havde “et samlet budget” på 23,6 mio. kr. og Kræftens Bekæmpelses undersøgelse blev lovet 1,6 mio. kroner.
“Det er os forskere, der har designet studiet – uden instrukser nogen steder fra. Vi har ingen kontakt til vindmølleindustrien og vi ønsker på ingen måde noget bestemt resultat. I steder ønsker og gør vi alt for at lave det vi opfatter som det bedst mulige, videnskabelige og neutrale register studie, netop fordi vi synes det er så vigtigt at få afdækket. Vi har ikke nogen agenda for eller imod, men handler derimod fuldstændigt neutralt.”
Det internationale samfund holdt øje med den danske undersøgelse. Hvis andre lande fik mistanken om vindkraftanlægs helbredsfarlige aspekt, ville det ødelægge hele vindmølleindustriens fortælling om en ren strømproduktion.
En del vindmøllenaboer har henvendt sig til forskerteamet for at bede om hjælp, mens vindmølleindustriens personale og politikere, organisationer og journalister ville vide, hvordan det gik med undersøgelsen. Hvornår ville resultaterne være tilgængelige?
Som aktivt medlem i Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller har jeg skrevet mange mails til Mette Sørensen og sendt mange links fra diverse internationale undersøgelser og tilføjet forskellige dokumenter. Meget interessant var det længe ventede studie fra Canada, som viste sig som fuldstændig ubrugeligt. Data fra 1.238 boliger, der var basis for undersøgelsen, mistede 434 af dem, da de var ubeboet. Hvorfor mon det? Canadiske vindmøllekritiker skrev, at boligerne var støjramte og derfor var blevet forladte af deres ejere.
Gang på gang har jeg udtrykt mine alvorlige tvivl om, hvorvidt Kræftens Bekæmpelses undersøgelse havde den mindste chance for at være neutral og videnskabeligt troværdig.
Kræftens Bekæmpelse er en privat organisation, der lever af donationer, også fra vindmølleindustriens kasse. Hele konceptet var lige fra starten en ren fiasko – hvis man ønskede et sandfærdigt svar. At inkludere intetsigende data fra 80ernes små møller, uden at holde fokus på de nyeste og fremtidige modeller i 3 MW plus klassen, var velovervejet. Snart efter resultaterne var fremme, kunne landvindmøller over 150 m lovliggøres.
Det blev meget nemt at udvande forskningens resultater. Det viste sig naturligvis, at de helbredskritiske støjområder lå og stadig ligger lige præcist der, hvor de nye store maskiner kørte og kører, men pyt med det. Sundhedsstyrelsen spredte det glade budskab om ufarlige vindmøller til alle medier. Forskerne fik ikke lov til at tale til offentligheden.
Der foregik mange uhyggelige ting i disse år, som Mette Sørensen som en tillidsfuld neutral og politisk uerfaren forsker ikke anede noget om.
Mette Sørensen arbejder stadig med sin fremragende forskning i trafikstøj.