I en afstand op til 8 gange møllehøjde fra en vindmølle, må der ikke være aktiviteter, der går ind under begrebet »Støjfølsom anvendelse«. Ved støjfølsom anvendelse forstås områder, der anvendes til bolig-, institutions-, sommerhus- eller kolonihaveformål eller som rekreative områder.
Læs hele læserbrevet fra d. 2. januar 2012 på www.oestbirk-avis.dk
Jens Rasmussen
Den virtuelle by er et vigtigt begreb. Omkring en vindmøllepark er der normalt rigtigt mange beboelser. For en vindmøllepark kan der meget let blive tale om, at 20 beboelser ligger placeret helt tæt op af vindmøllerne. Disse boliger bliver alle udsat for støj på 44 til 46 dBa plus usikkerheden på støjen uden for deres bolig. Indendørs bliver støjen fra 20 til 35 dBa for disse boliger. I næste række af en vindmølleparks naboer vil man typisk finde lige så mange boliger som i den første række eller flere, hvis der indgår en hel by i denne række af nabobeboelser. Disse beboelser rammes af 39 til 41 dBa støj plus usikkerheden uden for deres boliger og fra 17 til 32 dBa støj inde i boligerne. Selvom vindmøller opstilles på landet vil de hver gang ramme et stort antal boliger med en støjgene. Det er den oversete virtuelle by i vindmølleplanlægningen.
Den virtuelle by på 20 måske 30 boliger, som udsættes for mindst 44 til 46 dBa støj på hver bolig, udgør naturligvis et stort miljøproblem. Sammen med næste led af nabobeboelser på 20 måske 30 nabobeboelser, som udsættes for 39 til 41 dBa, bliver der tale om en samlet støjforurening, svarende til at placere vindmølleparken lige uden for en mindre (eller stor by) med 60 boliger, hvor de første 30 boliger blev reguleret med grænseværdien på 46 dBa (det er den realt gældende) uden sikkerhedsmargen mens 30 af boligerne blev reguleret med 41 dBa grænsen (det er den realt gældende – ikke de 39 dBa, som står skrevet) osv. Hver møllepark fører således til at hele byområder støjforurenes markant. Antallet af beboelser er helt reelt, virkeligt og konkret, med indbyggere af kød og blod med ører, men byen er virtuel.
Hvis vi tæller nabobeboelser rundt om en vindmøllepark i området fra 35 dBa udendørs støjpåvirkning og frem til 46 dba kommer vi endnu længere op i antallet af beboelser, hvor vi ved fra flere universitetsstudier, at mange af beboerne vil blive generet meget af støjen. Allerede ved 35 dBa udendørs støj fra vindmøller bliver lige omkring 10% af naboerne generet. Denne virtuelle by kan måske let komme til at tælle 120 beboelser. Selvom de alle ligger spredt i det åbne land, udgør de til sammen et temmelig stort antal boliger. Med andre ord, hele det støjpåvirkede / forurenede område rundt om en vindmøllepark udgør et ret så stort boligområde når vi tæller det reelle fænomen, nemlig boligerne og menneskerne. Det er således ikke begrebet den virtuelle by, der er kunstigt, det er miljøministeriets lovregler, der skaber en kunstighed på flere ledder og kanter ved at definere kunstige “ikke-boligområder”. Med disse regler kan ministeriet nemlig skabe et indtryk af, at der nærmest ikke bor mennesker rundt om vindmølleparker, der hvor de støjer. Men det er jo helt kunstigt, hvis der rent faktisk bor 120 x 2,5 mennesker = 300 mennesker, hvoraf de 100 bliver kraftigt generet af støjen og de 100 bliver generet.
Miljøminister Ida Auken har forsvaret de nye støjregler med, at næsten ingen mennesker bliver støjforurenet, da møllerne skal stilles op ude på landet. Men det er meget kunstigt at sige, i rigtigt mange tilfælde. Selvom de bor en virtuel by, bliver der rigtigt mange ofre for hver vindmøllepark, som opstilles. Kunstigheden bruges imidlertid af ministeren til at forsvarer en en helt uforsvarlig støjgrænse på 46 dBa plus usikkerheden overfor rigtigt mange borgere i det reelle boligområde.
Hermed er det anskueliggjort, at vindmøller på landjorden i Danmark vil ødelægge mange og meget store samlede beboelsesområder med en stærkt generende støjforurening.